|
Historie.
Som navnet antyder, stammer Russian Blue kattene fra
Rusland. De var højt værdsatte på grund af deres klogskab, renlighed og
smukke udseende.
Men man kan ikke med sikkerhed sige, om de Russian Blue
man ser i dag, har noget med Rusland at gøre. Men der findes i dag opdrættere
i Rusland, der bruger russiske katte i deres avl.
De katte vi ser her i Skandinavien er mest af udenlandsk
oprindelse, især tjekkiske. I Danmark blev en Russian Blue udstillet for første
gang i 1944.
|
|
Udseende.
Russian Blue katten er en middelstor, elegant og slank kat
med blågrå pels, men et let sølvskær og dejlige grønne øjne. Pelsen er helt
speciel, kort og tæt – den føles som en blanding af plys og velour. Pelsen er
dobbeltpels, dvs. at dækhår og underpels er lige lange, og er helt forskellig
fra andre katteracers pels. Kroppen er ret lang, og benene er fine og høje.
Hovedet er kort og kileformet, Men øjnene er nu det man først lægger mærke
til hos en russer. De er store og mandelformede. På den voksne kat er de helt
grønne.
|
|
Temperament og særlige
egenskaber.
Men det der adskiller russeren mest fra andre katteracer,
er deres temperament.
De har en stærk personlighed, selvstændige,
aristokratiske, og den knytter sig stærkt til ”sine mennesker”. De er meget
legesyge, en egenskab de tit beholder højt op i alderen. Den er meget kærlig,
men ikke påtrængende. Den har en særlig fornemmelse for at aflæse ens
sindstilstand, er man f.eks. trist eller ked af det, så ved russeren det med
det samme, og prøver efter bedste evne at ”trøste”. Man kan godt have en lang
og fortrolig dialog med en russer, for den kan godt ”snakke” med dig, når den
ellers lige er i humøret til det. Det der helt specielle russerblik den kan
sende dig, når den ser dig lige i øjnene – det kan give et helt sug i maven.
For det generer ikke en russer at have øjenkontakt, tværtimod.
Med stor interesse og ihærdighed, følger de med i alle
dagligdagens gøremål. Sengeredningen kan udvikle sig til det rene
cirkusnummer, når 2 russere gerne vil ”hjælpe til”.
En anden egenskab er deres intelligens. Lukkede døre hindrer
ikke deres frie færden, for de lukker dem bare op. Selv skydedøre, som vi har
nogle stykker af her, bliver åbnet, hvis katten ønsker at undersøge skabets
indhold. Russeren kan tidligt lære at apportere som en hund, små pelsmus er
det fortrukne bytte her i huset. Men de kan også være lærenemme. Det er ikke
svært at få en russer til at forstå, at den her dør holder du dig fra, en
fordel da mange af Russian Blue kattene er indekatte, noget som de egner sig
glimrende til.
Vores katte er ikke ”dørsøgende” længere, de har fundet ud
af at det interesserer hverken dem eller os at de går ud. Men de har en
lukket kattegård, hvor den med stor fornøjelse opholder sig. Her kan de se på
livet, naturen og føle blæsten i pelsen. Stedet er også velegnet til forskellige
katteaktivitetsting, såsom klatretræ i naturtræ osv.
Russian Blue katte er meget renlige, både med sig selv og
sine omgivelser. Og de er meget robuste og sunde katte. Der er ingen egentlig
pelspleje, men de elsker at blive børstet, sådan bare for hyggens skyld. I et
hus med russer katte, har man ikke det store besvær med kattehår, de fæller
ikke meget, de løse hår der er i pelsen, fjerner de oftest selv.
De er nysgerrige efter at prøvesmage de mest utrolige
ting, og ofte kaster de deres kærlig hed på ting, som katte som reglen ikke
spiser. Her i huset kan vi ikke spise chips, uden at vi må dele med kattene.
Tekst og billeder af Dorthe Kirstejn Jensen + Esben Nielsen.
Du kan læse mere om denne dejlige katterace på:
|